Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Nytårsdag - Markusevangeliet kapitel 10, vers 46-52

Udgivet lør d. 3. jan 2015, kl. 15:06
Markuslæsning

Af Jonas L. Christy. Tænk hvis det var så enkelt! Tænk hvis man sad dér, som en blind tigger i vejkanten udenfor bymuren og hørte Jesus komme forbi. Tænk hvis man sad dér og hørte hans fodtrin, hans stemme, hans disciple - eller hvad det nu var den blinde tigger hørte - da han sad dér i vejkanten udenfor Jeriko.

Tænk hvis man turde råbe en bekendelse, skrige om barmhjertighed og ikke lade sig true til tavshed, men tværtimod tale videre om sin skrøbelige tro. Tænk hvis det man råbte og skreg fik Jesus til at standse og lytte.

Ville man så smide sin kappe, springe op, gå hen til ham og bede den blindes bøn: Gid jeg kunne se? Og ville han, Jesus, gøre, som han gjorde udenfor Jeriko på vej til Jerusalem? Ville han have tid og lyst og kræfter til endnu en helbredelse? Ville han gøre det, hvis man bad ham om det?

Tænk hvis det var så enkelt! Eller ville han simpelthen sige: Nu er det slut! Miraklernes tid er forbi! Når vi kommer til Jerusalem er det ude med disse undere. For hvor har der dog været meget af den slags i Markusevangeliet! Dæmonuddrivelser og helbredelser: Lamme, der går. Døve, der hører. Stumme, der taler. Og nu – som kronen på værket: Blinde, der ser.

Det er selvfølgelig godt, at han er en kriger, der kæmper mod dæmoner. Det er selvfølgelig godt, at han er en læge, der gør syge mennesker raske. Det er godt, det er glimrende, det er i grunden guddommeligt, men det også for meget af det gode.

For mystisk, for magisk, for mærkeligt. Det forskrækker fornuften og forvirrer følelserne. Hvad skal det til for? Hvorfor disse mirakuløse magtmanifestationer? Det kan være hårdt at høre på for en moderne mand. Det kan være svært at tro på for en kritisk kvinde.

Gid det var så let og ligetil, som det åbenbart er i vejkanten udenfor Jeriko, men så enkelt er det ikke. Det er ikke let at høre om dramatiske dæmonuddrivelser og herlige helbredelser, når man godt ved, at der også findes det modsatte: Grusomme og uhelbredelige sygdomme.

Det er svært, når Jesus ligner en læge, der altid har en løsning på patientens problem. Det er svært, for mig, måske også for dig, at det hele er så evangelisk enkelt for ham og for den blinde.

Bekendelse, bøn og belønning. Det er svært, når han gør det umulige muligt, for hvordan kan man tro på det? Så er det nemmere, meget nemmere, når han hænger dér på korset for så ved vi nemlig, hvor vi har ham. Der kan han ikke forskrække os med sine dæmonuddrivelser. Der kan han ikke forvirre os med sine helbredelser. På korset er der slået søm gennem de hænder, der havde helbredelse i sig.

Når man sidder i vejkanten, ved man aldrig, hvornår lyden af hans fodtrin eller rygtet om hans ankomst, kan forvandle ro til uro og vantro til visioner. Men så længe han hænger deroppe på korset, så er der ingen fare for, at han pludselig dukker op, hernede hos os og gør et eller andet overraskende - som selvfølgelig er godt, glimrende, guddommeligt - men muligvis også meget mærkeligt.

Tænk hvis det var så enkelt! Bekendelse, bøn, forvandling. Først en bekendelse - og den kan åbenbart sagtens være kort. Det kunne være: Davids søn! Min Gud! eller noget helt tredje. En titel, et navn eller blot: Far!

Først en bekendelse og så: En bøn. Det kunne være en bøn om at få det, man længes efter eller om at undgå det, man frygter. Det kunne være en bøn om at slippe det, man fortvivlet holder fast i eller om at huske det, man helst vil glemme. Det kunne være en bøn om hjælp, lige nu og her, i den krise, der har varet alt for længe eller i det kaos, som lige er brudt ud.

Men det kunne også være en bøn for det nye år. En bøn for den fremtid, som ingen af os kender, men som vi alle er på vej ind i. En bøn for den verden, vi lever i. Tænk hvis vi turde tro på en fremtid, hvor sværd rent faktisk blev smedet om til plovjern, hvor lydløse droner fløj med mad i stedet for med bomber. En fremtid hvor ingen behøvede at flygte fra krig og katastrofer, hvor alle kunne blive boende i det land, de er født og opvokset i. Tænk hvis vi turde bede om en fremtid med mere fred, en fremtid med færre sygdomme, mindre sult og et lettere liv for denne verdens flygtninge.

Tænk hvis vi turde tro på en fremtid, hvor det var besværligt at være diktator, vanskeligt at vælge voldens vej, og besværligt at ødelægge naturen. Tænk hvis vi levede som om fremtidsvisionen om Guds rige allerede var brudt igennem med retfærdighed, fred og glæde for alle mennesker uanset køn, alder, hudfarve, religion.

Tænk hvis det var så enkelt! Så ville jeg gøre som den blinde tigger udenfor Jerikos bymur. Så ville jeg smide kappen, springe op og sige: Gør det igen, mester. Giv os et mirakel.

Hvis den blinde tigger Bartimæus ikke var en en blind tigger, men derimod verden, som den ser ud i dag, den første dag i år 2015, så er dagens helbredelsesberetning, ikke en fortidig underberetning, men et nutidigt fremtidshåb. Et håb om at verden må miste sin blindhed og få øjnene op for at der er andre veje end de dumme og voldelige veje. At der er veje, som fører til retfærdighed, fred og glæde. Godt nytår!

 

 

Ophavsret: