Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Bobo Moreno og Prinsens Musikkorps

Dato
Fredag d. 2. december 2022, Kl. 17:00 til kl. 18:15
Sted
Lindevang Kirke, Hattensens Alle, 2000 Frederiksberg
Medvirkende
Bobo Moreno, Karmen Rõivassepp, Prinsens Musikkorps, dirigent Reid Gilje
Pris
Frivillig donation til JULEHJÆLP mobilepay 71371

Vær med til at skyde gang i en ny tradition, når Flyvevåbnet inviterer til julekoncert med Prinsens Musikkorps.

Koncerten er en julegave fra Flyvevåbnet til den danske befolkning og byder i år på et stemningsfyldt program med sangsolisterne Karmen Rõivassepp og Bobo Moreno.

Begge sangere har til koncerten udvalgt deres egne personlige julefavoritter, som både vil byde på velkendte toner, men også byde på nye melodier. Hvem ved - måske du går fra koncerten med en ny yndlingsjulesang?

I spidsen for koncerten står den norske dirigent Reid Gilje. Han er leder af det berømte Eikanger-Bjørksvik Musiklag, og han bliver ofte brugt af de norske militærorkestre som både dirigent og arrangør.

Ved dette brag af en Julehjælpskoncert stiller orkester og stjernesolister gratis op i den gode sags tjeneste; at give en økonomisk håndsrækning til trængte familier i Lindevang Sogn i den dyre julemåned.
Da der er gratis adgang, håber vi på stor velvilje på kirkens mobilepay 71 3 71 - tak for al den støtte, du har mulighed for at sende.

Om de medvirkende:

Prinsens Musikkorps

Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle orkestre. Orkestret spiller både stemningsfulde kirkekoncerter og festlige nytårskoncerter og mestrer mange forskellige genrer. Det er et messingorkester med slagtøj og består af 16 professionelle musikere. Orkestret har til huse på Skive Kaserne og tjener både Kongehuset, Forsvaret og den danske befolkning!

Bobo Moreno

Bobo Moreno er en kær gæst hos landets brass bands, harmoniorkestre og symfoniorkestre - heriblandt DR UnderholdningsOrkestret, Slesviske Musikkorps, Prinsens Musikkorps og Livgardens Musikkorps. Under Copenhagen Jazzfestival 1998 blev et afbud fra bluessangeren Peter Thorup startskuddet på Bobo Moreno’s etablering som Danmarks førende big band sanger, da Thorup sprang fra en koncert med Niels Jørgen Steens A-Team i Kongens Have. Moreno blev kontaktet, og med få timers varsel lærte han Thorups repertoire og gennemførte koncerten. 

Karmen Rõivassepp

Karmen Rõivassepp er en ung prisvindende estisk jazz vocalist, komponist, big band dirigent og -arrangør, som i de seneste år har vundet stor anerkendelse i mange lande, også Danmark. Rõivassepp bevæger sig helt ubesværet mellem mainstream, latin og contemporary jazz. Rõivassepp modtog Aarhus Jazz Talent Prize 2018, Estonian Young Jazz Talent Award 2019 og var nomineret til „The New Danish Jazz Artist“ i DMA Jazz 2018 for sit debutalbum „Dance of Sounds“.