Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden
Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Faurés Requiem og andre franske værker

10
OKT

Dato Torsdag d. 10. oktober 2019, kl. 20:00
Sted
Hattensens Alle 12, 2000 Frederiksberg, Danmark
Medvirkende
Ballerup Kammerkor, Holte Kammerkor, Ensemble Felix, sopran Julie Meera Albertsen, Baryton Lasse Bach, dirigent Denis Segond
Pris
50 kr. (forsalg fra 1.9. på billet@bkk.dk)

Teksten til Faurés Requiem, der blev opført første gang i 1888 og fik sin endelige udformning i år 1900, afviger på flere måder fra den traditionelle katolske dødsmesse. Satsen Dies Irae, der udmaler dommedag med alle dens dystre begivenheder, erstatter Fauré med Pie Jesu, der ganske enkelt beder om at de afdøde må få den evige fred. Og hvor et requiem traditionelt afsluttes med satsen Agnus Dei, slutter Faurés med In Paradisum, en tekst der stammer fra det katolske begravelsesritual. Musikalsk afspejler værket med sine iørefaldende melodier at det er komponeret før verden, og hermed også den musikalske æstetik, ændrede sig drastisk i starten af 1900-tallet.

Ballerup Kammerkor og Holte Kammerkor har en lang tradition for at samarbejde om større musikalske værker, bl.a.som en naturlig følge af at korene over lange stræk har haft samme dirigent. Det er også tilfældet for øjeblikket, idet Denis Segond, som er fransk af fødsel og uddannet i Frankrig og USA, har stået i spidsen for begge kor siden 2012.

Julie Meera Albertsen er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet, hvor hun i 2017 afsluttede tre års studier. Hun debuterede på det Kongelige Teater i 2015, og har siden da ud over operapartier sunget som solist i værker som Mendelssohns Elias, Verdis Requiem, og Rossinis Petite Messe Solennelle.

Lasse Christian Bach er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i perioden 1996-2001, og har siden da sunget i DR Koncertkoret og i Operakoret, hvor han nu er fast ansat. Han har desuden varetaget mange solistiske roller såvel i operaer, som i kirkelige værker af Bach, Händel, Haydn, Mendelssohn, Puccini, m.fl., heriblandt titelrollen i Elias og baspartiet i Skabelsen.

Ensemble Felix er en 10-mands sinfonietta, som hvert år spiller 6-12 koncerter i Københavns-området, herunder koncerter sammen med kor. Besætningen på 5 blæsere og 5 strygere kan spille meget store dele af det klassiske og romantiske repertoire i miniatureudgave, og ved hjælp af dygtige arrangører er værker, der normalt kræver større besætninger, inden for rækkevide. 

Denis Segond fik sin musikalske grunduddannelse i Nice og Paris og fortsatte sine studier i USA med en mastergrad i komposition ved Manhattan School of Music i 1996 og to år senere i orkesterdirektion ved Yale University. Hans relation til Danmark stammer tilbage fra 1999, hvor han var medstifter af den franske Opera Comique i Danmark. Efter en periode med aktiviteter delt mellem Europa og USA bor han nu permanent i Danmark, hvor han dirigerer adskillige kor og ensembler


Ophavsret: