Prædiken Kristi Himmelfartsdag

Min prædiken til jer i dag har form som et brev. Et brev til Gud. Og det lyder sådan her:

Kære Gud  

Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem. Jeg har et problem med Kristi Himmelfart. Nu må du ikke misforstå mig, Gud. Jeg har ikke et problem med dagen som sådan. Kristi Himmelfart plejer at være en dejlig dag. Og jeg er slet ikke ude på at afskaffe én af de gode forårshelligdage. 

Som regel er det godt vejr 40 dage efter påske (som også er 10 dage før pinse). Solen skinner. Der er ingen skyer. Himlen er blå. Blomster på æbletræet, tulipaner i haverne. Bøgen er sprunget ud, fuglene synger. Eller som Lisbeth Smedegaard Andersen rimer i en salme: ”Når æbletræets hvide gren, strør blomster på min trappesten, og luften har det lyse skær, af nyudsprungne bøgetræer, så ved jeg det igen er maj, og sommer er på vej.” 

Som sagt: Jeg har ikke et problem med dagen som sådan. Folk bruger den både til at holde konfirmation, tage i sommerhus eller se den årlige fodboldpokalfinale i Parken. Og det er helt fint med mig.

Sikkert også med dig, går jeg ud fra? Men, Gud, jeg har et problem med metaforen: Himmelfart! Den duer desværre ikke mere. Ikke i år 2018. Vi er simpelthen nødt til at finde på en ny måde at sige det samme på. 

Lad mig forklare dig, hvad problemet er: Èn ting er, at ordet er gammeldags. Det er sådan set ikke det værste. Det er ikke det, der er PROBLEMET. Men når man bruger et gammeldags ord, kan det altså let misforstås. Og der findes faktisk børn her i kommunen, som tror at Kristi Himmelfart har noget med fart at gøre. Noget med at flyve rigtig hurtigt med høj hastighed. Som en flyvemaskine eller en raket. Ja, Gud, du tror sikkert, det er løgn, men det er det ikke. Det er heller ikke alle voksne, der ved, hvad vorde betyder. Altså ikke vorte med t, men med d. Men som sagt: Det er ikke det, der er PROBLEMET. Problemet er, at metaforen er utroværdig! Himmelfart! Det kan man ikke tro på mere. Ikke i år 2018. 

Der var engang, hvor metaforen gav mening. Det var dengang, evangelisten Lukas skrev sine to bøger: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Dengang – i antikken - passede metaforen til verdensbilledet. Dengang var alle mennesker enige om, at der var en himmel over skyerne, og et dødsrige under jorden. Det stod ikke til diskussion. Der var en himmel, som du, Gud, kunne stige ned fra og op til. Der var et dødsrige, som du kunne stige ned til og op fra. Der var en jord, som du kunne besøge og forlade. 

Dengang gav alle de bevægelser, du laver mellem himmel, jord og helvede, god mening. I dag er situationen en anden. Hvorfor? Fordi vores verdensbillede har ændret sig. I dag ser verden anderledes ud. Jorden er ikke centrum i universet. Det har du sikkert altid vidst, Gud, men vi var lang tid om at opdage det. I dag er alle voksne mennesker enige om, at jorden er en planet, der kredser om solen. I dag ved alle voksne, at den himmel, vi kan se, ikke er et loft, men et uendeligt verdensrum. Børn indtil 6-års alderen kan sagtens forestille sig, at du bor på et slot oppe over skyerne, men efter den første flyvetur sydpå brister boblen. Det er smukt at svæve over skyerne, men dér er du ikke til at få øje på, Gud. 

Jeg håber, at du vil hjælpe mig, Gud. Jeg håber, at du vil hjælpe mig med at finde en løsning på problemet. Hvad skal vi stille op med en metafor, som ikke længere giver mening? Kan du komme med et forslag til en bedre metafor, der rummer den samme teologiske pointe, uden at komme i konflikt med det naturvidenskabelige verdensbillede? 

Vi ved jo begge to godt, hvad det er evangelisten Lukas vil sige, når han lader dig fare til himmels mens dine 11 venner står og kigger på det? Himmelfarten er en forudsætning for, at du kan sende din ånd. Du kan ikke både være på jorden som menneske med en krop og samtidig være ånd i vores kroppe. Du må være fysisk fraværende for at kunne være åndeligt nærværende. Og den teologiske pointe er, at du kan efter himmelfarten kan være alle steder på én gang. Og dermed også hos os, når vi fejrer gudstjeneste. 

Når jeg tænker over det med himmelfarten og dens teologiske betydning, så slår det mig, Gud, og undskyld, hvis det lyder alt for spekulativt, men det slår mig, at himlen måske lærte noget nyt,

da du vendte tilbage. Noget som himlen ikke vidste i forvejen? Måske gjorde himmelfarten noget ved himlen? Jeg kan godt selv høre, at det lyder mærkeligt, men hvis jeg tænker på dig, Gud,

som én, der gennemgår en proces, som én, der også kan lære noget undervejs i fortællingen, så tænker jeg, at du lærte noget, som du ikke vidste, da du blev menneske. Hvis det først var som menneske

at du lærte, hvad smerte og lidelse er, hvad det vil sige at være offer for ondskab, så må himmelfarten jo betyde, at du tog dine erfaringer af lidelse og død med ind i himlen. Jorden blev en anden, da du blev født. Men blev himlen også en anden, da du vendte hjem? 

Det er et kors for tanken, at du både er den korsfæstede og den opstandne, den sårbare og den stærke, den, der pines og den, der helbreder, den, der er fraværende og nærværende. 

Tilbage til det med metaforen: Opfaret til himmels. Naturvidenskabeligt giver det ikke mening. Men det gør det teologisk. Kan vi gøre noget ved det problem? Hvis metaforens teologiske betydning er,

at du på trods af et fysisk fravær, kan være åndeligt nærværende, så kan vi måske i stedet sige, at du lever i vores bevidsthed. Eller hvis jeg skal være mere poetisk: At du bor i vores hjerter. I hjertet

bor både dem, vi har mistet og dem, vi stadig har hos os. De døde, dem, der ikke længere er nærværende, kan stadig påvirke vores tanker, følelser og handlinger. 

Jeg kan godt lide tanken om, at du, Gud, bor i vores hjerter. Du må gerne sætte spor i mit sind og bygge broer i min bevidsthed. Jeg vil gerne inspireres af fortællingen om, hvordan du,

bekæmpede ondskab med ord, hjalp mennesker i nød, gav alt, hvad du havde og mistede livet, for at andre kunne få livet tilbage. 

Hvor himlen er, det ved jeg ikke, men hvor din ånd er, der vil gerne være.

Kærlig hilsen og: Amen!