Af Jonas Lucas Christy. Uden for døren står en kvinde. Hun vil gerne tættere på. Hun vil gerne ind i huset. Men det kan hun ikke komme til. For der er alt for mange mennesker. Huset er fyldt. Fyldt med mænd. De står så tæt, at der ikke engang er plads i døråbningen.

Så hun står udenfor, kvinden, og lytter. Hun kan ikke se, hvad der sker inde i huset. Hun kan høre hans stemme. Hun kan også høre det meste af, hvad han siger. Stemmen og ordene. Men hun kan ikke se, hvordan han ser ud. For en mur af mennesker spærrer hendes vej. Til gengæld ser hun noget andet. Hun ser fire mænd, der bærer på en femte. Den femte mand er lam. Og da de fire heller ikke kan komme ind i huset med den femte mand, begynder de at kravle. Op på husets tag. Først kravler to af dem op, mens de to andre holder den lamme. Så løfter de to på jorden den lamme op – og de to på taget tager imod ham. Så kravler de to på jorden op til de tre andre.

Hvad vil de dog deroppe? når kvinden lige at tænke, før hun med sine egne øjne ser, hvordan de fire mænd - ivrigt og engageret - giver sig til at lave en åbning i husets tag. Og kvinden ser, hvad de er ude på. Hun kan stadig ikke se ham, der taler. Men hun kan høre, hvad han taler om: Guds rige. Og hun kan se de fire mænd. Hun kan se deres fantasi, deres engagement og deres omsorg. Og lige dér, uden for døren til hans hus, bliver hans ord levende i de fire mænds handling: Sådan ser Guds rige ud, tænker kvinden. Udenfor huset.

Inde i huset sidder en mand. Han har fået en god plads. Han bor nemlig lige ved siden af. I nabohuset. Så han var én af de første, der så, at manden med myndighed var kommet tilbage til Kapernaum. Naboen er mere end en nabo. Han er også en lærd mand. Han kan læse. Han kender skriften. Og han kan mange passager udenad. Derfor er han en mand, folk i byen lytter til. For som skriftklog er han uddannet til at vejlede og rådgive og dømme retfærdigt.

Men i dag er den skriftkloge tavs. Han lytter. Og ser. Den skriftkloge betragter taleren. Meget af det han siger, kunne jeg også have sagt, tænker den skriftkloge. Men det er måden, han taler på. Og så er der også noget andet, noget anderledes, ved ham og ved det, han siger. Er det ordene? Er det stemmen? Der er noget, et eller andet, som den skriftkloge ikke rigtig kan få til at passe med alt det, han ved og som han har lært. Den skriftkloge er imponeret. Han kan godt lide taleren. Han er spændt på, hvilken strålende fremtid denne unge mand har i udsigt.

Midt i en sætning, som den skriftkloge gerne ville have hørt slutningen på, stopper taleren med at tale og kigger op i loftet. Eller rettere: Op i himlen. For dér, hvor der før var et loft, er der nu et hul. Et hul op til himlen. Og ned gennem hullet bliver en mand - ikke en due, men en mand – sænket ned af fire andre mænd. Den skriftkloge ser op på manden som daler – nej, sænkes –ned gennem hullet i taget. Den skriftkloge ser den lamme og de fire mænd. Han ser deres naivitet, deres påtrængende adfærd og deres uforsigtighed. Hvilken frækhed, tænker den skriftkloge. Og kigger spændt på taleren, for at se, hvordan han vil reagere.

Talerens ansigt lyser op. Han ser begejstret ud. Det er som om han ikke ser deres naivitet, deres påtrængende adfærd og deres uforsigtighed. Det er som om han ser noget helt andet end den skriftkloge. Den skriftkloge undrer sig og glæder sig til, hvad der nu vil ske.

Den skriftkloge var med i synagogen da den urene ånd blev drevet ud. Han kender Simons svigermor, som blev feberfri. Han har hørt om den spedalske, der blev rask i nabobyen. Kan taleren få den lamme til at gå?

Taleren lægger ikke hænderne på den lamme. Han gør ikke noget ved sygdommen. Men til gengæld siger han noget.Taleren siger, at den lamme er tilgivet.Og så bliver den skriftkloge nervøs og bange. For det er så tydeligt i modstrid med alt det, den skriftkloge har lært. Hvordan kan han sige det? Kun Gud kan tilgive synd. Taleren går over stregen. Han krydser en grænse, der ikke må krydses.

Selvom den skriftkloge sidder inde i huset, selvom han er helt tæt på taleren, så kan han ikke se Guds rige i det, den anden siger. Dine synder er tilgivet. Det er simpelthen for provokerende og grænseoverskridende. Hvordan kan han – et menneske – tillade sig at tale om tilgivelse på Guds vegne?

Sådan ser Guds rige ud, tænker kvinden. Uden for huset. Hun er på vej hjem. Mens hun går væk fra huset, væk fra den menneskemur, som spærrer vejen ind til ham, men som ikke kunne spærre hans ord inde, mens hun går væk, hører hun noget andet bag sig. Det er som om der går en revne i menneskemuren. Først bliver der helt stille, og så bliver der uro, larm, jubel.

Kvinden går videre, uden at se sig tilbage. Hun tænker et kort øjeblik på, hvad der mon sker bag hende. Hvorfor blev der stille?Hvorfor jubler de? Men hun stopper ikke op. Hun vender sig ikke om. For hendes øjne er mætte. Hun har allerede set Guds rige. Og mens hun går, hjem til sig selv, tænker hun med glæde på de fire mænd. På deres fantasi, engagement og omsorg.