6. s. e. trinitatis, Mark 2,13-28

Af Lisbet Kjær Müller

"Han lagde mig en ny sang i munden" hørte vi før fra Salme 40 i Gammel Testamente. Et nyt lys. Ny vin. Nye klæder. Vi skal synge en ny sang. "Med favnen fuld af kærlighed", som koret sang, da Lea blev båret ind i det nye fællesskab.

I vores verden bliver det nye ellers hurtigt gammelt. Vi bruger ikke, vi forbruger. Og for eksempel inden for den digitale verden er der nye versioner hvert eller hvert andet år. Nye møbler bliver hurtigt gamle og smidt ud. Man kan se det, når der er storskrald. Gå bare en tur på vejene. Resterne af Ikea. Nye bøger, bliver hurtig glemt. Nye ord i dag – ude i morgen: "Datamat" – hvor gammeldags! Nu er det e-pad – e-pod osv.

Men så er der altså noget, der bliver ved med at være nyt. Det er det, Jesus vil åbne vores øjne for. Og det er det, de skriftkloge lukker øjnene for.

For modstanden får skikkelse i de skriftkloge. De må lægge krop til at være modstandere. Og vi begynder at ane konturerne af sådan en skriftklog modstander. De er med i Markusevangeliet næsten fra begyndelsen. De skriftkloge var med i synagogen, da den urene ånd blev drevet ud. De kender Simons svigermor, som blev feberfri. De har hørt om den spedalske, der blev rask i nabobyen. Det, der fik dem op af stolen, var, da Jesus sidste søndag sagde til den lamme: "Søn, dine synder tilgives dig." Vi får lov at se ind i deres hjerter. For de er stadig tavse, men i deres hjerte begynder oprøret. For nu går Jesus for vidt. Nu rammer han dem på deres tro, grundværdier, betydning – det der ikke kan rokkes ved: Kun Gud kan tilgive synder! Jesus spotter Gud. Og på den måde spottede han også dem. Det de stod for, havde lært, undervist i. Det der gav dem betydning. Og i dag fortsætter Jesus med at overskride deres grænser. Han gør Levi, en tolder og synder, til sin ledsager. Han spiser med toldere og syndere, dvs. mennesker, der var urene. "Tolderne" bl.a. fordi de havde fingrene nede i de varer, de skulle fortolde. "Synderne" fordi de ikke overholdt Moselovens forskrifter om fx rent og urent. Der var altså tale om jøder, der levede uden for det religiøse fællesskab.

De skriftkloge blandt farisæerne tager nu bladet fra munden og spørger – ikke Jesus selv, det tør de ikke endnu – men hans disciple: Hvorfor? Hvorfor holder han sig ikke inden for lovens rammer? Og Jesus svarer selv med et ordsprog: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere".

Syg og synder! Selv om det måske falder lidt uden for Markus' forståelseshorisont, så er der her tale om noget mere, en dybere liggende sygdom: Måske det Paulus kaldte "en torn i kødet". Der er tale om det, Søren Kierkegaard har kaldt "Sygdommen til døden". Jesus selv siger ikke et ord om Gud. Han påberåber sig ingen ydre autoritet. Jesus går på jorden, og det er her, det sker mellem mennesker, dengang og nu.

Se dig selv som synder og syg – "en sygdom til døden". Ikke engang skellet mellem liv og død respekterer Jesus. Jesus er lægen, helbrederen, og som sådan afslører han vores skrøbelighed og samtidig alt det, vi bygger op af sikkerhedsforanstaltninger – love – regler – regler til at sætte skel – holde andre ude – føre krig – for at beskytte. Jeg tror, I hver især kan føje mere til.

Og spisemotivet fortsætter. Nu som faste.

Faste var ikke foreskrevet i Moseloven, men der havde udviklet sig en praksis, hvor i hvert fald farisæerne fastede to gange om ugen. Og det ser også ud som om, de i Markus' menighed fastede, men på andre dage. Det afgørende er, at mens Jesus levede, fastede de ikke. For Jesus er brudgommen, og under bryllupsfesten kan man ikke faste. Han var brudgom og hans disciple bestman/men. Vi ved, at de kristne menigheder opfattede sig selv som bruden, der venter på sin brudgom. Så festen kunne godt være fortsat. For vi skal ikke glemme, at det begyndte med kærlighed! Vi er med i en kærlighedsfortælling. Det er det nye, som kærligheden, der bliver ved med at komme ude fra til os, igen og igen. Det er det nye og samtidig det ældgamle, som skabelsens morgen, lysvæld bag ved lysvæld. Og vi skal ikke tage fejl: Det at få en diagnose: syg og synder, kan være er en befrielse. Det betyder at slippe for den byrde helt selv at skulle finde livets inderste mening. Her er Jesus helt klar i mælet: Livets inderste mening er som en lang bryllupsfest. Altså et kærlighedsforhold, der sætter nogle krav om trofasthed og ansvar for den anden – de andre. Det er enten – eller. Ikke noget med at blande det gamle og det nye her. Det er faste eller fest.

I dag er det ikke fasten, der "plager" verden, men den uhyrlige fordeling af maden. Overflod hos os i nord – hungersnød i syd. Maden er ikke et fælles gode, men skiller – giver status – rigdom til nogle, mens det holder andre i fattigdom. Der er ingen respekt for det, vi lever af, ingen hensyn. Vi rager til os som folk, som vestlig civilisation. Vi tjener på det – urimeligt.

Det ser vi i det nye lys. Det føler vi, når vi drikker den nye vin, som giver en bevidsthed om, hvad der er vigtigt. Bryllupsfesten er ikke materiel overflod, men bevidsthed om, at vi er hinandens liv. Bevidsthed om hvor skrøbeligt og kostbart livet er, og hvor let vi kan miste det igen. Og bevidsthed om det nye liv – barnet som lægges i vores arme – med favnen fuld af kærlighed.

Der er ikke tvivl om, at Jesus mener, at vi som Guds mennesker er i stand til at leve efter Guds vilje. Mennesket er herre over sabbatten. Kong David kunne godt finde ud af at skaffe mad til sine mænd. Vi er herre over regler og love, kommissioner og traktater. Men der er heller ikke tvivl om, at Guds rige har modstandere. Dem, der tjener på at holde det nede, dengang og nu. Amen

Salmer: 754-448-413-389-82-475

Læsning fra Det Gamle Testamente, Salme 40,2-6

Læsning fra Det Nye Testamente, Rom 7,4-6, blev ikke læst, da der var dåb.