Prædiken til 1. søndag efter påske

over Johannesevangeliet 21,15-19

Da jeg var teenager kunne jeg godt lide at læse en god spændingsroman (det kan jeg sådan set stadig engang imellem), sådan en page turner, hvor man ikke havde lyst til at holde pause, fordi historien hele tiden tog uventede og spændende drejninger, og man bare måtte vide hvordan helten skulle komme ud af den ene knibe efter den anden. På utroligste vis endte de altid lykkeligt for helten.

En af de mere velskrevne, som jeg holdt meget af, var Alexander Dumas’ klassiker Greven af Monte Cristo. Her bliver helten Edmond Dantes, lige som han står til forfremmelse og ægteskab med en smuk og sød ung pige, forrådt af både fremmede og venner. Han bliver uretfærdigt anklaget og dømt uden rettergang for landsforræderi til livstid i fængsel. Han bliver straks sejlet ud til en fængselsø med de værst tænkelige forhold, her drives han næsten til vanvid i årevis. Men på mirakuløs vis flygter han derfra med en masse nye kundskaber og viden om en stor skat.

Årevis efter at Edmond er blevet sendt afsted til det frygtelige fængsel, vender han tilbage til de mennesker, der gjorde ham uret og som i mellemtiden er blevet rige og succesfulde, omend de ikke ligefrem er blevet lykkelige. Da de regner ham for død for længst, kan han vende tilbage forklædt som den rige og mystiske greve af Monte Cristo, uden at nogen fatter mistanke. Og så sætter han alle kræfter ind på at få hævn.

For læseren er der ikke noget mere tilfredsstillende end at den stakkels unge, uskyldige mand, der blev udsat for det grusomste baghold, endelig får sin hævn over de mennesker, der sørgede for at han fik frarøvet hele sin fremtid. Ikke kun dem, der aktivt søgte at tilintetgøre ham, men også den kujon, der havde mulighed for at fortælle sandheden, men som tav af frygt for selv at komme i fedtefadet.

Som en langfredag trukket ud over flere år, bliver han pint næsten til døde, men han genopstår – en proces der også tager flere år - for at vende tilbage til dem, der regner ham for død. I kan måske høre, hvor jeg er på vej hen med den her historie.

I dagens evangelium vender Jesus tilbage til sine disciple efter at være opstået. Lidt tidligere i kapitlet har han mødt dem nede ved breden af søen Tiberias, hvor de er i gang med at fiske. De genkender ham ikke, men da han hjælper dem med at vende deres dårlige fiskeheld, ved de, at det er ham.

Efter de har spist sammen af fangsten, spørger han Peter ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” ”Ja, Herre,” svarede han ”Du ved, jeg holder af dig.” ”Så tag dig af mine lam,” svarede Jesus. Igen spørger Jesus, om Peter elsker ham, igen svarer han ja, og igen beder Jesus ham om at være hyrde. Dette gentager sig tre gange. Efter sin trefoldige fornægtelse af Jesus på langfredag, får Peter nu mulighed for tre gange at erklære sin kærlighed.

Det store drama, der udspiller sig i påsken, og generelt de mange spændende fortællinger, der er at finde i biblen, har en hel del til fælles med andre store dramaer, der er udtænkt til at underholde og fortrylle os og give os lyst til lige at læse et kapitel mere.

Men samtidig er det radikalt anderledes. For hvis evangeliet var en roman, så kunne man som læser sidde og håbe, at nu ville den genopståede Jesus lave et bagholdsangreb. Han ville få hævn over alle dem, der havde gjort ham uret. Når han nu kunne stå der uden at blive genkendt selv af disciplene, så havde han jo rig mulighed for at lave rav i den og få gengældelse.

Ypperstepræster og farisæer skulle drives ud af Jerusalem. Judas skulle selv opleve forræderiet og bagholdets grusomhed og lide en frygtelig død. Peter, der trods sit løfte fornægtede ham tre gange, skulle i det mindste opleve at blive svigtet af dem der stod ham nærmest, at stå tilbage alene og forladt.

Men sådan skal det ikke være, selvfølgelig skal det ikke det. Og det er vores store held.

Jesus kommer tilbage, ikke med hævntørst og ubehagelig retfærdighed, men med håb, tilgivelse, kærlighed og Guds retfærdighed. Ypperstepræster, farisæere, tempelvagter og hvem han ellers kunne have set sig sur på, er ham ret ligegyldige. Judas, den stakkel, bliver her i Johannesevangeliet slet ikke nævnt med et ord efter sit forræderi, mens han i Matthæusevangeliet fortryder bitterligt og tager livet af sig – skam og skyld har været nok straf i sig selv. Og Peter, han får her en ny chance. Han får ikke kun tilgivelse, men også tillid og ansvar. ”Vær hyrde for mine får.” Jesus ved, at mennesker, der er snublet og faldet, ikke har brug for at blive trådt længere ned i mudderet. Men at man i skam og fortrydelse har brug for en håndsrækning og et håb om at kunne holde sig oprejst denne gang. ”Tag dig af mine får,” vær noget for andre, for de har brug for dig. Jeg har brug for dig. Du kan bruges. Sådan lyder Jesu ord til Peter og til os alle sammen, når vi føler os allermest usle og uduelige: Jeg har stadig brug for dig. Du kan bruges.