Prædiken til 3. søndag efter påske
Af Christiane Gammeltoft-Hansen

Således skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

                                                                 Johannesevangeliet 14,1-11

Prædiken 

I min morfars hus var der bøger fra gulv til loft, og der lugtede af cigar og gulnede sider. Små støvskyer steg op fra bøgerne, når man åbnede dem, som havde de holdt på vejret og bare ventet på, at man ville begynde at læse i dem.

Morfar spiste pebermyntechokolader og fortalte historier, der var på en gang realistiske og eventyrlige om børn der var frække, kloge og modige og som drak rød sodavand i spandevis.

Morfar gik med vest og havde en skarp buet næse, der gav ham en aristokratisk profil. Han boede alene, men havde masser af venner. De var blandt andet der på reolerne og han talte med dem, tror jeg, hver eneste dag. De førte dybe lydløse samtaler, og tog det ikke så nøje, at der var årenes afstand imellem dem. Sådan levede morfar med både levende og døde i et hus, der lå ned til kanalen og hvor ånden svævede som støvskyer i stuerne.

I min farmors hus var der farmor. Fra morgen til aften kunne man gå og sludre med hende. Mest om små ting, sådan noget der knap var værd at nævne, men sammen med farmor blev til noget alligevel. I farmors hus herskede der tålmodighed. Hendes blik sagde: Der er tid nok, jeg har tid nok.

Inde i skunkene var der frimærker i bakker, karameller og brugte plastikposer, der sirligt var foldet sammen i tilfælde af, at man skulle få brug for dem igen.

Farmor flettede sit lange grå hår helt ud til de sytrådetynde spidser og satte det op i en rosenkrans om sit hoved. Hun samlede brødkrummer i en dåse, så der kunne laves øllebrød af det senere og sendte en afsted med lidt godt til dem, hun syntes trængte til en opmuntring.

Farmor lavede citronfromage og en lidt besynderlig gryderet og sang højere end alle de andre i kirken. Sådan levede farmor i et hus, der var som en favn, man kunne krybe ind i.

Hvilken vej skal vi vælge, hvor skal vi gå hen? Det ved vi sjældent, og derfor går vi også ofte vild. Men husene der har været med til at danne ramme om vores liv, de er en konstans. Dem kan vi vende tilbage til. I tanken kan vi igen og igen bevæge os rundt i de fortrolige rum. Og uanset hvor mange år der går, kan vi genkalde os lugten, stemningen og se for os, hvordan de stod der og tog imod – dem der gav disse huse deres betydning og egentlige indhold.

”I min fars hus”, siger Jesus. Også han har et hus at fortælle om. De sidder ellers og er optaget af andre ting. I morgen venter døden. Judas er allerede gået. Snart vil Jesus også gå ud i natten til pågribelse og forhør. Og når solen står op og hanen galer, vil selv den nærmeste sige: Jeg kender ham ikke. Men inden det sker, tager han dem med til sin fars hus. Det er sådan han siger farvel.

Han fortæller om et hus med mange rum og for den udvidede forestillingsevne træder det frem for det indre blik: Et hus der spejler sig i havet med gyldne sale, tusind tårne og midt i huset en sal med et kæmpe bord – stort nok til at alle kan sidde bænket ved det.

Hvorfor fortæller vi om vores fædres og forfædres huse? Hvorfor søger vi tilbage til dem? Vi fortæller om disse huse, fordi det er der, vi har vores udspring, der vi har rod. Midt i tvivlen over hvor det hele bevæger sig hen, finder vi her en konstans og trofasthed.

Nok gemmer vores huse på mange ting. Bag deres mure har vi ikke kun bevæget os mellem store ånder og er blevet mødt med kærlige blik. Vi har også grædt, været bange og skændtes både højtlydt og lavmælt. Til tider er vores huse endda blevet et klaustrofobisk sted, som skrumpede rummene langsomt ind og efterlod os i det iltfattige og beklumrede. 

Intet hus går ram forbi. Hver matrikel har sin sorg og bekymring. Men det er så også det, der er med til at gøre husene til menneskeboliger, for de er ramme om ikke kun dele, men hele vores liv.

Et sted er der så også det hus, Jesus fortæller om: hans fars hus. Et hus i helt andre dimensioner, end vi kender til. Det er så stort, at det synes at kunne rumme verden i sin helhed. Det rejser sig som en katedral over vores tilværelse.

Der er også plads til jer i min fars hus, siger Jesus. Hvor end vi bor i verden, er der altså også et hjemme til os dér. Eller omvendt, hvor end vi bor i verden, er Guds hus også en del af vores virkelighed her.

Måske det netop er derfor, at vi fortæller om vores fædre, mødre, bedsteforældres hjem, fordi der midt i det der ellers skete og sker i dem, også sker det, at et stykke gudsrige toner frem. At der i det mest almindelige, som en stue eller et køkken, kan melde sig en oplevelse af at være favnet – en oplevelse der kan sætte sig så dybt, at vi aldrig kan ryste det af os igen. Og at der er i helt almindelige huse bor mennesker, der hjælper og har hjulpet os til indsigt og lærdom.

En lejlighed i byen, et lejet værelse, et hus på et øde sted, der findes liv overalt. Det giver sig til kende på små og skjulte måder og ofte ser vi det bedst i tilbageblikket. Da ser vi, at vi er rundet af hjem, der havde betydning og gav mening til vores liv videre frem. Og da er det så også at vi begynder at fortælle om alle de små ting, hvis hele betydning vi nok aldrig helt kommer bag om. Fortælle om cigarlugt, pebermyntechokolader, rosenkranse og frimærker, og så disse mennesker, der stod i døren og tog imod.

Kender vi vejen, ved hvor det bevæger sig hen? Langt fra altid, men vi ved hvad vi kommer af. At der var et genskin af gyldne sale i de rum, vi bevægede os i. Og over det hele hvælver sig en katedral, en bolig med plads til både døde og levende. Om vi kender vejen eller ej – den vil altid føre derhen.

I min fars hus er der mange boliger, og jeg er vejen derhen, siger Jesus. Det er rummeligt og smalt på en gang. Rummeligt fordi her er et hus, vi alle har hjemme i, også dem, der vandrer rodløst rundt i verden. Og smalt fordi vejen er én. Ikke i den forstand at vejen er en bestemt ide, en bestemt lære, eller at den er en entydig strækning, man ikke kan gå fejl af. Men den er fællesskabets enhed, en enhed i Gud. Selv om vi sidder i hvert vores rum på afstand af hinanden i denne tid, så sidder vi altså stadig sammen i den store katedral.

Amen.