Af Jonas L. Christy. Der er allerede blevet sagt og skrevet meget om de tragiske begivenheder, som fandt sted for en uge siden her i vores by. Og inden jeg begynder på min prædiken over dagens tekst vil jeg blot her fra prædikestolen henlede jeres opmærksomhed på et arrangement, som fandt sted i Oslo i går aftes. En ung norsk og muslimsk mand havde via Facebook taget initiativ til en fredsring rundt om den jødiske synagoge i Oslo. Over 1000 mennesker – både unge muslimer og jøder - mødte op og fik dermed fortalt verden, at de tager afstand fra ekstremisme og had. Det var i mine øjne ugens mest bevægende begivenhed.

Og nu til dagens tekst:

Det er godt at være klog. Men er det også godt at være skriftklog?

Nej, ikke ifølge det vi hørte for lidt siden. Vi befinder os i Jerusalem. Påskefejringen nærmer sig, og Jesus underviser på tempelpladsen. Vi hører om, hvordan han kritiserer de skriftkloge. De tolker skriften forkert og opfører sig dårligt. Det er skidt at være skriftklog, hvis man vil have ros af Jesus i dag.

Men så entydigt er billedet ikke. For faktisk har Jesus lige inden denne episode haft en god samtale med en af de skriftkloge. Jesus har netop talt med en skriftklog om, hvad det første og største bud i loven er. Ifølge jødisk tradition er der 613 bud og påbud i Moseloven. Med så mange love virker det smart at lave en form for prioritering.

Den skriftkloge og Jesus er enige. De er enige om, hvad der er det – eller rettere: de - vigtigste bud i loven. Det første er: Du skal elske Gud. Og det andet er: Du skal elske din næste som dig selv. Kærlighed til Gud og næsten – det er det centrale ifølge de to mænd.

Guds søn og den skriftkloge er enige om, at kærlighed er lovens fylde – for nu at bruge apostlen Paulus’ formulering fra romerbrevet. Evangelisten Markus lader endda Jesus rose den skriftkloge for dennes udlægning af loven. ”Du er ikke langt fra Guds rige,” siger Jesus til manden, der har brugt meget af sin tid på at læse og forstå.

Det er en vigtig sætning, som vi bør have i baghovedet, når vi bagefter hører Jesus kritisere de skriftkloge. Sætningen siger, at en skriftklog godt kan være klog. Selvom han er skriftklog. Ikke at man som skriftklog nødvendigvis er klog. Men at det på den anden side heller ikke behøver at være en hindring. Man kan godt have læst sig meget tæt på Guds rige.

Evangelisten Markus elsker at lege med kontraster. Først møder vi en skriftklog, der er tæt på Gud. Og lige efter hører vi så, at de skriftkloge er langt fra Gud.

Jesus kritiserer de skriftkloge som gruppe. ”Tag jer i agt for de skriftkloge!” lyder advarslen i dagens evangelietekst. De skriftkloge, datidens intellektuelle, antikkens pendant til teologer, dommere og djøf’ere, fremstilles som fornemme og fine folk, der ikke fornemmer den etiske fordring.

De beskrives som hyklere, der gerne vil dømme og lære andre om loven, men som ikke selv lever efter den. De forstår ikke, hvordan loven skal læses. Og de opfører sig på en dum måde. De burde vide bedre.

Som gruppe hører de skriftkloge til modstanderne i fortællingen. Sammen med ypperstepræsterne og de ældste, farisæerne og herodianerne. De religiøse og politiske ledere, embedsmændene og overklassen, er bange for Jesus. De forstår ikke, hvad han vil og hvem han er. Men samtidig er der en undtagelse, en skriftklog, som er meget tæt på at forstå, hvem Jesus er og hvad hans budskab går ud på.

*

Det er godt at være klog. Og der er mange måder at være klog på. Man kan være klog på noget, man har læst sig til. Man kan være klog på noget, man har oplevet. Man kan være bagklog, livsklog og klog af skade. Kan man også være klog på Gud?

For nylig udkom der en bog med titlen ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende”. I bogen beskriver journalisten Charlotte Rørth, hvordan hun den 25. februar 2009 møder Jesus i et kapel i Spanien. Hun beskriver, hvordan hun lukker øjnene og møder en mand, nærmest som et hologram fra en science fiction film. Han viser sig for hende, og hun forstår, hvem han er.

Efter dette møde – som jeg vil kalde en vision – forsøger bogens forfatter at finde en naturlig forklaring på sin mystiske oplevelse. Hun taler med sine nærmeste, opsøger forskere i epilepsi og psykiatri, præster og spirituelle vejledere og læser bøger. Hun gør, hvad hun kan, for at blive klog på sin mystiske oplevelse.

På et tidspunkt i denne proces læser Charlotte Rørth i Bibelen, som hun ellers ikke har læst ret meget i før. Og da hun læser apostlen Paulus’ brev til menigheden i Korinth, kapitel 15, føler og synes hun, at Paulus’ beskrivelse af sit møde med den opstandne svarer til hendes egen.

Selvom hun (i mine skriftkloge øjne) laver en fejllæsning af en passage i 1. Korintherbrev, så vil jeg gerne gå med til at sammenligne hendes mystiske oplevelse med Paulus’. Charlotte har mødt Jesus. Det har Paulus også. Og det er der mange andre der har. Kristendommen har en lang tradition for mystik, der går tilbage til dens begyndelse. Troen på Kristus begyndte med mange menneskers mærkelige møder med ham, som de ellers vidste var død.

Og nu ved jeg godt, at spørgsmålene står i kø. Kan det nu passe? Skal vi tro på det? Og hvad med alle os – for det er vel de fleste af os – der ikke har haft sære syner eller mystiske møder? Kan man ikke være kristen og tro på en mere jordnær og hverdagsagtig måde?

Jo, det kan man sagtens. ”Du er ikke langt fra Guds rige,” sagde Jesus til den skriftkloge. For han forstod, hvad det hele drejede sig om. Det handler om at elske. Gud og andre mennesker.

Det er sådan set også det budskab, som den mirakelramte journalist vil have ud i offentligheden.

Hendes møde med Jesus resulterer i en følelse af at være elsket ubetinget. Og hendes budskab er, at vi så godt vi kan skal forsøge at give den kærlighed, som vi selv er omsluttet og fyldt af videre til andre.

Når troen er værst, fører den til vold og terrorisme. Når troen er bedst, fører den til kærlige gerninger.

Og da Gud ifølge kristendommen er et menneske, så er det også menneskene, vil skal koncentrere os om at hjælpe, lytte til og drage omsorg for. De børn, som vi har fået ansvaret for. De venner, som har brug for vores hjælp. De fremmede, som vi ikke forstår. Det gode ved Gud er, at han ikke vil behandles som en gud, men som et medmenneske.

*

Salmer: 15/49/674-413/46/441

Epistellæsning: 1. Kor 15, 20-25

Bøn:

Kære Gud,

selvom vi kan ikke blive kloge på dig

møder du os på mangfoldige måder

og fra menneskers ord om dig ved vi

at du elsker os, som dem vi er.

Du vil have at vi skal elske dig med hele vores liv

og vores næste som os selv.

Vi beder dig:

Syng din kærlighed ind i os

så vi lærer melodien

og får lyst til at elske

og sige dig tak for alt det som du er,

og som du gør os til en del af,

du som er fra evighed og til evighed.