Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova (2024 i nyoversættelse af Trine Søndergaard, Forlaget Sisyfos) eller Netotsjkas barndom, bind 12, Dostojevskijs samlede værker (oversat af E. Thomassen)

Vi lægger ud med en klassiker, som ikke er blandt  Dostojevskijs (1821-1881) kendte hovedværker, men som alligevel har store kvaliteter. Romanen var den sidste, den russiske forfatter skrev, inden han i 1849 blev dømt til 10 års fangelejr og landflygtighed. Han nåede ikke at skrive den færdig, og færdiggjorde den heller ikke senere. Det er den eneste roman, han skrev, med en kvindelig hovedperson.

Det er historien om en fattig pige, der vokser op i skyggen af sin dominerende stedfar. Han betragter sig selv som et misforstået musikalsk geni, men er i det omgivende samfunds øjne en fordrukken døgenigt. Lille Netotsjka er dybt fascineret, ja nærmest forelsket i sin stedfar, og det udnytter han til at få lokket penge ud af hendes hårdtarbejdende mor. Hver gang pigen passerer et bestemt hus på gaden, fantaserer hun om, at de aristokratiske beboere vil trække hende ud af fattigdommen. Og en dag går hendes drøm på næsten magisk vis i opfyldelse! Hun bliver indlemmet i en rig familie og bliver bedste veninder med husets datter – som hun også forelsker sig i. Nu skal hun leve sit liv på helt nye vilkår og finde sit tilrette i den nye verden.