Liturgien er i live

En levende tradition

Liturgi er det ord, vi bruger om gudstjenestens forløb: bønner, trosbekendelse, salmer, bibellæsninger, prædiken, nadver og de andre led, som tilsammen danner gudstjenesten.

Man kan sammenligne liturgien med nogle spilleregler. Den skaber en ramme om det, vi mødes om – men inden for den ramme er der også plads til bevægelse.

– Liturgi består både af noget, vi gentager, og noget vi arbejder med. Det er en vekselvirkning i tiden og det, der ligger langt tilbage, forklarer Christiane Gammeltoft-Hansen, der er tidligere sognepræst i Lindevang Kirke og som har deltaget aktivt i kirkens liturgiarbejde i de 18 år, hun var ansat.

Gudstjenesten står på én gang på meget gammel grund og midt i vores egen tid. Vi bruger ord og handlinger, som kristne har brugt gennem generationer til at sætte ord på tro, håb og kærlighed. Men ord kan også stivne. Det, der engang lød umiddelbart og stærkt, kan med tiden blive svært at forstå. Derfor kan der indimellem være brug for nye ord.

– Hvis man siger, at man er en levende tradition, vil der altid være en vekselvirkning med folk, tid, sted og dét, man er rundet af, siger Christiane Gammeltoft-Hansen.

Fra tilskuer til medansvarlig

I Lindevang har spørgsmålet om, hvordan vi holder gudstjeneste, været til diskussion og udvikling gennem mere end 30 år.

Et vigtigt skridt blev taget i 1992, da Folkekirken fik et nyt autoriseret højmesse­ritual. I Lindevang blev beslutningen ikke bare overladt til præsterne. Menigheden blev inviteret med. I to åbne studiekredse talte man om gudstjenesten som den er hos os og siden om det nye ritual.

Et af resultaterne blev, at medlemmer af menigheden – ikke præsten – fremover skulle læse den gammeltestamentlige læsning og epistelteksten.

Det kunne ligne en lille ændring, men tidligere menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen har siden peget på, at den flyttede noget mere grundlæggende: Menigheden fik medansvar for gudstjenestens helhed.

– Når man er medansvarlig for en ’forestilling’, bliver man mere interesseret i, hvordan de enkelte led er, forklarer Inge Lise Pedersen.

Siden blev lægfolks deltagelse udvidet. Menighedsmedlemmer medvirkede som læsere, ved bønner og nadver, og et gudstjenesteudvalg blev nedsat.

– Det opleves som en mangfoldighed, når det er forskellige personer, der agerer, siger Inge Lise Pedersen.

Vejen fra tilskuer til medansvar er dermed ikke blot et spørgsmål om, hvem der gør hvad. Det handler også om, hvem gudstjenesten tilhører.

I Lindevang Kirke læses teksterne og kirkebønnen af lægfolk.

Genkendelig – og på samme tid nutidig

Strukturen i Lindevang Kirkes højmesse er den samme, som i den autoriserede, siger tidligere menighedsrådsformand Inge Lise Pedersen.

I 2011 blev Lindevang liturgisk frisogn. Det gav menigheden større frihed – og dermed også større ansvar – for at arbejde med søndagens gudstjeneste: dens indhold, musik, sprog og form.

– Vi har ikke ønsket at lave en gudstjeneste, der er fuldstændig anderledes. Vi har ønsket at opdatere den gudstjeneste, vi havde, så den var vedkommende og føltes nutidig, men også var genkendelig, forklarer Inge Lise Pedersen, forhenværende formand for menighedsrådet og aktiv i arbejdet med fornyelsen af liturgien.

I Lindevang begyndte man blandt andet med bønnerne. Nyere bønner blev taget i brug, og der blev skrevet nye dåbs- og nadverbønner. Derfra bredte arbejdet sig til andre dele af gudstjenesten. Forslag bliver typisk drøftet i gudstjenesteudvalget og siden i menighedsrådet.

Målet har hele tiden været at bevare en fornemmelse af genkendelse, samtidig med at nye ord og toner får lov at blande sig med traditionen.

– En gudstjeneste og en prædiken er ikke et teologisk foredrag; det taler til flere sanser og flere dele af personer end et teologisk foredrag, siger Inge Lise Pedersen.

Arbejdet med liturgien er derfor heller ikke afsluttet. Det fortsætter, når menigheden spørger: Får vi sagt det, der skal siges – og gjort det, der skal gøres?