Kirken bliver til

Aseninden og føllet...

Lindevang Kirkes udformning, tilblivelse og opførelse blev et stridspunkt i et opsigtsvækkende kommunalpolitisk magtspil.

Lindevang Sogn blev udskilt af Solbjerg Sogn, og kirkekomiteen havde ved grundstensnedlæggelsen døbt den nye kirke “Adventskirken”, hvilket også fremgår af det indmurede grundstensdokument.

Kommunalbestyrelsen ønskede dog at ændre navnet til det lokalt forankrede “Lindevangskirken”, og sådan blev det.

Kommunen havde med konservativt flertal skænket en prominent byggegrund, men var ikke begejstret over kirkens udformning. Først efter et overstået kommunalvalg turde man dog åbent kritisere arkitekternes arbejde, da man frygtede for de konservative vælgeres gunst.

Efter valget fik kritikken frit løb, selv om arkitekttegningerne var godkendt på to møder.

“Københavns grimmeste kirke”, “Gullaschvillaen” og “Den minder om et hollandsk rådhus”, lød nogle af de nedladende ord, som kirkens udseende fik med på vejen. For ikke at tale om øgenavnet “Aseninden og føllet”, som hentydede til den større kirkebygning og det noget mindre menighedshus og er et citat fra Matthæus kap. 21, der netop læses 1. søndag i advent – dagen for kirkesalens indvielse.

Trods modstanden blev kirken rejst for frivillige bidrag uden lån fra ministeriet.

"Aseninden og føllet" kaldte vittige hoveder den større kirkebygning og det lidt mindre menighedshus, og andre igen kaldte den for "Den "grimmeste" kirke i København".

Nok kan det være, at nogen syntes, at kirken var grim. Men menighedssalen blev beskrevet som "den smukkeste, der findes på Frederiksberg". Sic!

Den 12. maj 1926 kunne man læse om "Den omstridte kirke på Frederiksberg"...

Biskop Ostenfeld (forrest) var utilfreds med, at midlerne til at rejse kirken for var indsamlet ved basarer, og han ville derfor ikke indvi kirkesalen i 1926. Først da kirkerummet stod færdigt i 1930 forestod biskoppen indvielsen. Her ses præsteprocessionen i dén forbindelse.

I begyndelsen var ordet ... i menighedssalen

Fra indvielsen i 1926 og frem til 1930 blev salen brugt som kirkerum.

Nok var kirkebygningen opført, men kirkerummet var langt fra færdigt og klar til at blive taget i brug i 1926.

De første fire år var det menighedssalen, der lagde rum til ikke blot gudstjenester og kirkelige handlinger, men også alle de øvrige aktiviteter, som Lindevang Kirke allerede fra begyndelsen dannede rammen om.

I de første fire år etableredes et kirkerum med Anna E. Munchs maleri “Hyrderne på marken julenat” som alterbillede, samt knæfald, døbefont og prædikestol i salen.

En af de mange bænke er stadig bevaret og kan ses her på udstillingen.

Trods de ellers mange knoppede ord, som kirkens udformning fik med på vejen, så blev salen i Kristeligt Dagblad omtalt som “den smukkeste, der findes på Frederiksberg”.

Salen var fra arkitekterne Frederiksen og Havning tænkt ind i kirkens funktion, idet man kunne slå de mange fløjdøre op, der adskilte kirkeskib og menighedssal.På den måde kunne salen fungere som sideskib, når de 360 pladser i kirkerummet ikke rækkede.

Ved en senere ombygning blev dørene blændede, og fra kirken giver de nu adgang til opbevaring.

Således kunne Lindevang Kirke også have set ud.

Sådan kunne kirken også have set ud...

Der var flere bud på kirkens udformning fra arkitekterne.

Det var ikke givet, at Lindevang Kirke skulle have den form og det udtryk, som vi kender i dag.

Her kan man se arkitekterne Frederiksen og Havnings bud på, hvordan bygningen også kunne have set ud.

Man bemærker, at bygningen udadtil ikke ville have haft samme stramme, rektangulære form med det samlende, valmede tag, men kirkekoret ville være anbragt uden på skibet.

Alteret i menighedssalen med de smukke sølvlysestager, som har tilhørt fyrstinde Nathalie de Protopopov, som måtte flygte fra sit gods under den russiske revolution. Hun levede sine sidste år på plejehjemmet Sarepta, som hørte under Diakonissestiftelsen – og havde herigennem tilknytning til daværende pastor Oldenburg og Lindevang Kirke. 

Menighedssalen var indrettet med både alter, knæfald, prædikestol og døbefont. Og bænkene, hvoraf en stadig kan ses på udstillingen i kirken.

Over alteret hænger Anne E. Munchs maleri "Hyrderne på marken julenat", som ligeledes kan ses på udstillingen.