Kunsten i kirken

En milepæl i dansk kirkekunst

Jens Urups storslåede altermaleri var noget af en mundfuld for den unge kunstner.

Oprindeligt var det meningen, at et stort maleri skulle pryde altervæggen i Lindevang Kirke. Der var dog ikke penge i kassen, så i de første 25 år var det en afstøbning af Claus Bergs berømte krucifiks i Vindinge Kirke på Fyn, der prydede altervæggen.

Det var den unge kunstner Jens Urup, der vandt konkurrencen med i alt fem kunstnere om at forestå alterbilledet.

Udførelsen varede cirka to år, og billedet var færdigt i foråret 1954, hvor det blev indviet 7. marts.

– Det hvidkalkede kirkerum, med alt inventar udført i gul-brunt oregon pine, trængte i høj grad til en udsmykning, som kunne samle opmærksomheden om altervæggen og fylde rummet med farve, fortæller Jens Urup i jubilæumsskriftet ved 50-året for kirkens indvielse.

Den dengang godt 30-årige kunstner var klar over, at det var en stor opgave for en ung kunstner, men han var optimistisk og lykkelig for arbejdet, som gav ham mulighed for at udtrykke noget af det, som han havde på hjerte.

– Jeg havde valgt at fremstille de sidste episoder i lidelseshistorien: Jesus i Getsemane have, de romerske soldaters ankomst, Judaskysset og korsfæstelsen, forklarer Urup, der havde valgt at arbejde med sin komposition i et såkaldt ’kort perspektiv’, det vil sige, at alle figurer lod han være fremme i forgrundsplanet i samme størrelse.

– Derved kunne jeg opnå en hel og ubrudt virkning, som harmonerede med arkitekturen, forklarede Jens Urup.

Og billedets baggrund er heller ingen tilfældighed. Ved at arbejde med farverne i en ren farveflade, i stedet for at male figurerne ind i et landskab, kunne de forskellige grupper af personer og deres bevægelser få afgørende virkning i billedet.

– Farverne skulle være stærke, intense, udtrykke sorg og drama, absolut ikke naturalistiske, men ved kraftige klange få billedet til at træde frem imod rummet i stedet for at vige tilbage, lød det fra kunstneren i 1976, og han vurderede resultatet således:

– Når jeg ser på billedet i dag, synes jeg, at dette er lykkedes i nogen grad.

På dét punkt er Jens Urup ikke uenig med de mange kunstanmeldere, der i sin tid beskrev hans altermaleri.

I Information lyder anmeldelsen under rubrikken ’En milepæl i dansk kirkekunst’: Det må blive maleriets opgave at fylde kirkerummet med samme styrke som orgelmusikken. Urup Jensen har valgt at fremstille de sidste begivenheder i korsfæstelsestragedien, og det er lykkedes ham at fylde den gamle, gribende myte med et menneskeligt indhold, der sikkert vil tale til menigheden, ligesom salmerne gør det.

Og i Politiken: Den unge maler har løst opgaven på en måde, der taler både om religiøs og kunstnerisk alvor.

På udstillingen i kirken kan man se Jens Urups originale forabejde til det 50 kvadratmeter store alterbillede.

Den store bagvæg var fra begyndelsen tiltænkt et storslået alterbillede – her en visualisering i menighedsbladet af, hvordan man forestillede sig, at det kunne se ud.

– Farverne skulle være stærke, intense, udtrykke sorg og drama, forklarede Jens Urup selv om sit frescomaleri.

I jubilæumsåret erhvervede Lindevang Kirke denne originalskitse fra Jens Urups hånd. Et grundigt og interessant forarbejde til den 50 m2 store altervæg, der siden 1954 har været i privateje hos museumsinspektør Knud Jepsen Krogh.

I de første 25 år var det en afstøbning af Claus Bergs berømte krucifiks fra Vindinge Kirke på Fyn, der prydede altervæggen. 

En anden side af Urups kunstneriske udtryk

Jens Urup vendte tilbage med mere kunst i kirken, men i et helt andet udtryk.

35 år efter at Jens Urup malede det store freskobillede på altervæggen, var der igen bud efter kunstneren. Denne gang til at udsmykke frisen i koret med keramikfrisen, der bærer titlen ”Dåbens vand – livets vand”.

Jens Urup skrev selv disse ord i forbindelse med afleveringen af værket:

– Grunden til at jeg har valgt et andet materiale til det nye billede er den, at jeg ønsker at skabe en distance materialemæssigt. Dengang var det naturligt for mig at arbejde i fresko, det er det ikke i dag.

Det keramiske relief er udført af Jens Urup i 1988. Det er en symbolsk fremstilling af dåben som Livets Vand. Virkningen af det nonfigurative relief opnås her gennem samspillet mellem en rolig, lys farveflade kun afbrudt af små stærkt farvede stykker opnået via overglasurbrænding, og den vekslende overfladestruktur. En fugl øverst i relieffet kunne udlægges som Helligånden, og de mange fiskelignende former som et kristent tegn.

Arbejdet med keramikfrisen foregik på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor Jørgen Kähler stod Urup bi med råd og dåd under den keramiske proces og hvor Urups ene datter Tora assisterede sin far.

I montren på udstillingen kan man se originale eksempler på de tekniske forarbejder til dåbsfrisen.

Her kan man også se messehagelen udført i uld, tegnet af Jens Urup og vævet af Hanne Vedel..

Jens Urups dåbsfrise, der bærer titlen "Dåbens vand – livets vand".

Arbejdet med keramikfrisen foregik på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor Jørgen Kähler stod Urup bi med råd og dåd under den keramiske proces. Og hvor Urups ene datter Tora Urup assisterede sin far.

Jens Urup tegnede også den smukke, grønne messehagel, som er vævet i uld af Hanne Vedel. Messehagelen kan ses på udstillingen i kirken.

Den første altertavle

Det store alterbillede i kirkesalen var Anna E. Munchs første større arbejde.

En kunstanmelder citerer i 1927 i Kristeligt Dagblad en anden kunstanmelders beskrivelse af, at Anne Elisabeth Munch havde en “uanmindelig evne til at samle mange figurer i virkningsfulde grupper”.

Det kan man se i det store alterbillede, der i kirkens første fire år dannede alterudsmykningen i kirkesalen. Altertavlen bærer titlen “Hyrderne på marken julenat”, hvilket også var det emne, hun fik opgivet til opgaven.

Når man ser de oprindelige skitser og udkast til maleriet, er det tydeligt, at kunstneren har arbejdet med forskellige kompositioner af gruppen af mennesker, men knap så meget med udtrykket omkring englens stråleglans og landskabet som sådan.

Hvis man synes, at navnet Munch lyder bekendt og spørger sig selv, om hun mon var i familie med Edvard Munch, så er svaret “ja”; Anna E. Munch var grandkusine til den berømte maler.

"Hyrderne på marken julenat" er titlen på det alterbillede, der prydede væggen i menighedssalen de første år, hvor den blev brugt som kirkerum. 

Billedet er malet af Anne Elisabeth Munch og var hendes første større kirkearbejde.

Skitser til Anne E. Munchs alterbillede.

Laalands to skibbrud

Kirkeskibet er en skalamodel i 1:24 af Tordenskjolds 3-mastede admiralsskib. 

Kirkens flotte skib var en gave fra grosserer R. Larsen og hustru. Det blev indviet og ophængt 6. maj 1945 – dagen efter befrielsen.

Det er en fin model af Tordenskjolds admiralskib ‘Laaland’, som deltog i søheltens togter i årene 1716-26.

To gange har det lidt skibbrud. Den ene gang fordi uvorne konfirmander angiveligt tyrede salmebøger efter det fra pulpiturerne.

Og anden gang da det under nedtagning i forbindelse med rengøring faldt til gulvet, fordi ophænget, der er fastgjort på loftet, brast.

I 1981 blev Laaland udsat for et veritabelt krigsangreb, da uvorne konfirmander angiveligt benyttede salmebøger som kasteskyts og tilføjede skibet skader på mast, rigning og dæk.

Nådens kilde og Guds hånd

Billedhugger Laila Westergaard har med sin kunst bidraget til kirkens udsmykning i nyere tid.

Den nyere kirkekunst i Lindevang Kirke består af døbefonten og de to alterlysestager. Begge dele er skabt i bornholmsk granit og formgivet af billedhugger Laila Westergaard.

Døbefonten, der bærer titlen ”Kilden”, var oprindeligt ikke skabt til Lindevang Kirke, men blev udført til udstillingen ”Teser” i anledning af 500-året for Martin Luthers 95 teser. Den blev dog ikke udstillet i Rundetårn sammen med de øvrige kunstneres værker – der var 25 deltagende kunstnere – fordi den simpelthen ikke kunne transporteres derop.

Til gengæld var den udstillet i Københavns Domkirke i 2018, og det var her man blev opmærksom på den fra Lindevang Kirkes side.

Der var dog ikke tale om nogen hurtig og nem salgsproces. Det skulle først undersøges, om døbefonten passede ind i den øvrige kirkekunst i Lindevang Kirke.

– Jeg var simpelthen i tvivl, om den passede ind med den store, flotte altertavle, fordi udtrykket er meget forskelligt, fortæller billedhugger Laila Westergaard om processen.

Både Københavns biskop og en sagkyndig godkendte kombinationen af Westergaards døbefont og kirkens rum. Med kirkens maritime udtryk med de runde vinduer gav det rigtig god mening.

Da det senere drejede sig om alterlysestagerne, var kunstneren også i tvivl, fordi de to sorte granitstager skulle stå så tæt på Urups vægmaleri. Det nye alterbord og de nye materialer efter kirkens ombygning betød dog, at de ny stager fint kunne passe ind.

Motivet på døbefonten er bølger i vand, hvor stimer af sild dukker op til overfladen, som ville naturen løfte dåbsbarnet op mod himlen.

Billedhugger Laila Westergaard er opvokset på et stenhuggeri i Vestjylland, hvor både far og farfar var stenhuggere og billedhuggere.

– Jeg holder af alle dele i processen, men måske mest den mere detaljerede del, forklarer Laila Westergaard.

De to alterlysestager bærer hver sin tekst: “Lad der blive lys” og “Lys i dit lys”.

På den ene lysestage rækker Gud sin hånd ned til jorden, og på den anden rækker mennesket sin hånd op mod Gud.